Trailer teknik

 

Bremser:

  1. Stødstangen  må  ikke  kunne  trykkes  til  bundstilling (Ca. 2/3).  Dette  kontrolleres  ved  at  køre  langsomt  frem, foretage  en  almindelig  opbremsning  og  fastholde  bremsestillingen  ved  at  aktivere  bilens  parkeringsbremse. Ved denne manøvre skal der som hovedregel fortsat være afstand mellem koblingshovedet og den  faste  del  af  påløbsdelen  (hvilket  fx  konstateres  ved  at  klemme  beskyttelsesbælgen  sammen  og føle, om den nævnte afstand er til stede).
  2. Bremsesystemet skal have tilstrækkelig virkning. Dette kontrolleres ved at forsøge at trække påhængskøretøjet, mens parkeringsbremsen er fuldt aktiveret.
  3. Wirer, bremsestænger og lignende skal være sikrede og ubeskadigede.
  4. Eventuel hydraulisk bremsekraftoverføring skal være tæt.
  5. Parkeringsbremsens  betjeningsgreb  skal  kunne  aktiveres  let  og  skal  kunne  fastholdes  i  aktiveret  stilling.

Lys og reflekser:

  1. Alle lygter og reflekser skal være hele og rene, og alle lygter skal kunne lyse.
  2. Stoplygterne skal give væsentligt kraftigere lys end baglygterne.
  3. Blinklygterne skal blinke med gult lys, der tydeligt kan ses i sollys.
  4. Nummerpladelygter skal have hvidt lys, der kan belyse nummerpladen.
  5. Lygter i et lygtepar skal have ens farve og lysstyrke.
  6. Bagudvendende reflekser skal være trekantede og anbragt med spidsen opad.

Hjul og chassis rammer:

  1. Dæk  skal  på  alle  hjul  have  mindst  1,6  mm  dybde  i  slidbanens  hovedmønster.  Sliddet  bør  ikke  være ujævnt, og dækket skal være uden beskadigelser.
  2. Dækformen må ikke være unormal.
  3. Chassisrammen og trækstangen må ikke være deformeret, revnet eller beskadiget i øvrigt.
  4. Dæk og fælge skal være ubeskadigede.

Karosseri og belæsning:

  1. At døre til eventuelt lastrum er forsvarligt lukket/fastgjort,
  2. At skærme og eventuelle stænklapper er hele og fastgjorte,
  3. At eventuel pressening er tilspændt og
  4. At eventuelt gods er placeret og fastgjort forsvarligt

Sammenkobling:

  1. Væsentligt slør må ikke forekomme mellem bilens koblingsdel og påhængskøretøjets koblingsdel, bedømt  ved  visuel  kontrol  af  slidmærker  på  koblingsdelene  og  eventuelt  ved  kontrol  af  slidindikator  på påhængskøretøjets koblingsdel.
  2. Aftagelig del af tilkoblingsanordningen skal være korrekt monteret og sikret på bilen.

Sammenkoblings dokumenter:

  • Fast kombination, hvor bil og påhængskøretøj er synet og godkendt sammen.
    Bilen er synet til at trække et bestemt påhængskøretøj. På bilens registreringsattest er trailerens  reg. Nr anført, og omvendt på trailerens.
  • Variabel kombination, hvor bilen er registreret til at trække flere bestemte påhængskøretøjer.
    Bilen er registreret til at trække flere bestemte påhængsvogne. De bestemte påhængsvogne er anført på en koblingsattest, som hører til i bilen.
    Påhængsvognen er registreret til at blive trukket af flere bestemte biler.
    Påhængsvognen må kun kobles til bilen, hvis den findes på bilens koblingsattest.
    Bilen er synet i alle kombinationer med de bestemte vogne.
  • Synsfri sammenkobling af bil og påhængskøretøj.
    Bilen og traileren er hver især synet til synsfri sammenkobling.
    Det står anført på reg. attesten både på bil og trailer.
    Chaufføren skal nu selv vurdere om bil og trailer passer sammen, dvs. vægtforhold, vogntogs længde og bredde, samt tilstrækkelig bevægelighed.
  • Registreringsattesten skal medbringes i original eller kopi under al kørsel, både på bil og trailer.

Spejle:

  1. Korrekt indstillede. (Det vil sige at når vogntoget holder lige, skal der være frit udsyn hen af begge sider på en gang, ellers ekstra spejle på)
  2. Rene og hele.